Sitemap | Siteindex

Gestationel diabetes

Definition og baggrund:

Gestationel diabetes mellitus (GDM) defineres som glucoseintolerans debuterende under svangerskabet.
Det skyldes en hormonelt induceret øget insulinresistens, der hos kvinder med relativt nedsat insulinproduktion fører til hyperglycæmi.
Hyppigheden hos danske gravide er ca. 2%.

Tilstanden er forbundet med en øget risiko for mor og barn under graviditeten.

  • Polyhydramnios, præeklampsi og forløsning ved sectio.
  • Øget perinatal mortalitet og morbiditet – (makrosomi, fødselskomplikationer, hypoglycæmi, icterus m.v.).

Risikoen mindskes ved diæt- og insulinbehandling under svangerskabet.

20-40 % af kvinderne vil senere i livet udvikle diabetes mellitus – oftest DM type 2.

Screening:
GDM er oftest symptomløs, hvorfor screening i form af oral glucosetolerancetest (OGTT) er indiceret.

Kvinder med flg. risikofaktorer 1-5 foreslås screenet for GDM –(tallene refererer til tallene i flow skemaet):

  1. Tidl. gestationel diabetes mellitus (GDM).
  2. Glucosuri (+2 på Boehringer Mannheim stix eller på +1 på Bayer stix).
  3. Overvægt dvs.  BMI>27 før graviditet.
  4. Familiær disposition til DM type 1 og type 2 (forældre, søskende, børn og bedsteforældre).
  5. Tidl. født barn med makrosomi (> eller = 4500g).

Undersøgelsesprocedure:
Risikovurdering og information til kvinden ved 1. svangreundersøgelse hos egen læge.                                                                          

I 14.- 20. graviditetsuge screenes kvinder med høj risiko (se flow skema) – enten hos egen læge eller på laboratorium.

  • Egen læge henviser i forbindelse med 1. svangreundersøgelse til OGTT på sygehuslaboratorium.
  • 2-timers OGTT hos egen læge. FasteBS er unødvendig. Kvinden indtager 75 g glucose i mikstur (kan rekvireres på apoteket) – fastende om morgenen derhjemme. Må herefter drikke max. ½ glas vand, men må ikke spise, ryge eller tygge tyggegummi. Må ikke sove men skal holde sig i ro og transporteres kørende til 2-timers BS-værdi, som er en gennemsnitlig værdi af dobbeltbestemmelse af kapillær-BS udført på kvalitetssikret Hæmocue eller Ascensia måleapparat.

Ved 2 timers BS-værd > 9 mmol/l henvises kvinden til obstetrisk afdeling, Herning Sygehus til videre kontrol og behandling for GDM. Dette indebærer bl.a. flg.:

  • Oplæring i BS-måling og samtale med diætist.
  • UL-scanning – misdannelsesscanning i  2. trimester og tilvækstscanning i 3. trimester.
  • Evt. insulinbehandling. (Mål: BS-profiler < 6 mmol/l før og < 8 mmol/l 1½ time efter måltider.

I 28.-32. graviditetsuge screenes kvinder med både høj og moderat risiko (se flow skema) efter samme procedure. (Kvinder med høj risiko skal naturligvis kun screenes igen, såfremt de ikke allerede har fået påvist GDM i forbindelse med den første screening).

FLOW SKEMA:

Risikofaktorer:

  1. Tidl. gestationel diabetes mellitus (GDM).
  2. Glucosuri (+2 på Boehringer Mannheim stix eller på +1 på Bayer stix).
  3. Overvægt dvs.  BMI>27 før graviditet.
  4. Familiær disposition til DM type 1 og type 2 (forældre, søskende, børn og bedsteforældre).
  5. Tidl. født barn med makrosomi (> eller = 4500g).

 

 

Gem siden som favorit
Webmaster: Lars Dudal Madsen
FlexCMS