Sitemap | Siteindex
Diabetikere med type 1 diabetes følges i dag overvejende i diabetesambulatorierne. Det er arbejdsgruppens forslag at dette skal bibeholdes fremover.

Der er i øjeblikket 5 diabetes ambulatorier i amtet.
Det er arbejdsgruppens forslag at der fremover bliver ambulatorier 3 steder i forbindelse med de nugældende 3 optageområder:
  • Holstebro-Lemvig
  • Herning-Tarm
  • Ringkøbing


Der kan, hvis lokale forhold taler for det, oprettes satellitambulatorier i Lemvig og Tarm. Driften varetages af henholdsvis Holstebro og Herning.
Ambulatorierne bør ledes af speciallæge i medicinsk endokrinologi.
Der er ved alle ambulatorier tilknyttet diabetessygeplejersker.
En nærmere beskrivelse af deres arbejdsområder findes i afsnittet om type 2 diabetes.
Der er lidt forskellig fordeling mellem læge- og sygeplejerskenormeringen ved de enkelte ambulatorier.
En oversigt findes i afsnittet om type 2 diabetes.

Arbejdsgruppen har peget på følgende problemområder og har skitseret løsningsforslag.
Der er en nærmere beskrivelse i de vedlagte bilag

Socialrådgiver funktion
Som anført i bilag 1 er der en række problemer af socialmedicinsk karakter knyttet til både type 1 og type 2 diabetes.
I Holstebro er der tilknyttet socialrådgiver funktion og betjeningen er tilfredsstillende. Ordningen bør også omfatte ambulatorierne i Herning og Ringkøbing.

Psykolog bistand
Som anført i bilag 2 er der behov for mulighed for henvisning til psykologrådgivning
Det vil være ønskeligt om alle ambulatorierne kunne betjenes af samme psykolog,
da det ville sikre et ensartet tilbud til alle diabetikere i amtet. Ordningen bør omfatte både type 1 og type 2 diabetikere.

Diætist bistand
Ernæringsenheden er geografisk placeret på Holstebro Sygehus. Det er derfor muligt at få diætistrådgivning med kort varsel. Der bør sikres fast diætistbistand også til ambulatorierne i Herning og Ringkøbing

Fodterapeut bistand
Som anført i bilag 3 er det ønskeligt om der blev mulighed for direkte henvisning til en fodterapeut der kunne betjene alle ambulatorier. Det er ikke hensigten at denne funktion skal afløse det udmærkede samarbejde med de praktiserende fodterapeuter men være en mulighed ved problempatienter. Det er en mulighed at funktionen tilknyttes et amtsligt sårcenter.

Diabetesskole
Som anført i bilag 4 foreslås indført diabetesskoler for type 1 diabetikere.
Der er allerede et godt samarbejde mellem de to diabetesskoler for type 2 diabetes med hensyn til undervisningsmateriale. Det foreslås at de nuværende diabetesskole-teams tilknyttet ambulatorierne i henholdsvis Herning og Holstebro udbygges, så der kan etableres skole for type 1 diabetikere. Skolerne bør have basis i ambulatorierne for at sikre sammenhæng mellem undervisning og praktisk diabetesbehandling.

Uddannelsesforpligtelser
I forbindelse med den nye speciallægeuddannelse må det påregnes, at der bliver betydelig større undervisningsforpligtelser til ambulatorierne. Det gælder både uddannelse at de kommende speciallæger i almen medicin som de kommende specialæger i de forskellige intern medicinske grenspecialer (commen trunck uddannelsen).
Desuden deltager Herning Sygehus i den grenspecialiserede uddannelse i medicinsk endokrinologi.
Disse undervisningsforpligteelser vil stille krav om øget lægetid i ambulatorierne
Diabetessygeplejerskerne vil skulle varetage øgede undervisningsforpligtelser for turnuslæger og i mindre grad for kommende speciallæger i almen meddicin.


Økonomiske betragtninger
Inden for de nævnte nævnte områder er de nuværende ressourcer utilstrækkelige.
Arbejdsgruppen har ikke foretaget en mere detaljeret vurdering af de øgede resourcekrav. Specielt må det påregnes at den nye speciallægeuddannelse vil kræve ressourcer, der være sig personale som fysiske rammer. Kravene til ressourcetilførsel vil stige med stigende grad af specialisering i uddannelsen

Kvalitetssikring
For at sikre ensartet kvalitet i amtet foreslåes oprettet en kvalitetssikringsgruppe bestående af en læge og en sygeplejerske fra hvert ambulatorium samt formanden for den lokale afdelingen af diabetesforeningen. Denne gruppe vil kunne sikre kommunikation mellem ambulatorierne og kunne formidle innovationer. Det foreslås at denn gruppe mødes til fastsatte terminer for at sikre kvaliteten af diabetttesbehandlingen i ambulatorierne.

Økonomiske betragtninger: Se del af besvarelsen


Konklusion:


Anbefaling:


Bilag 1:

Diabetes skoler for type 1 diabetikere

Baggrund for etablering af diabetesskole:
Der har længe været et ønske fra diabetikere og behandlere i Ringkjøbing Amt om et supplement til de nuværende undervisnings- og behandlingstilbud til Type 1 diabetikere.

Ved møde i det amtslige diabetesudvalg januar 2002, blev der nedsat en arbejdsgruppe med det formål at undersøge behovet for gruppeundervisning til mennesker med Type 1 diabetes, og herudfra komme med et forslag til undervisningstilbud (kommissoriet er vedlagt som bilag). Gruppen har haft overlæge Niels A. Larsen, Holstebro Sygehus som lægelig kontaktperson og amtsformand for diabetesforeningen, Else Steensgaard, som diabetiker repræsentant.

Formål:

  • at den enkelte diabetiker opnår en styrkelse af egenomsorgen, livskvalitet og diabeteskontrol og dermed en reduceret risiko for opståelse og udvikling af senkomplikationer.


Forudsætninger:

  • at der foreligger en henvisning fra ambulatorier eller praktiserende læge.
  • at der er udført screeningsundersøgelser, hvor svarerne fra disse er påført henvisningen.


Mål:

  • at undervisningen tager udgangspunkt i den enkelte diabetikers oplevelse af egen situation og egne forudsætninger.
  • at diabetikeren opnår viden om og forståelse for sygdommens natur, dens konsekvenser for livsstil og livsmuligheder samt for behandlingsprincipperne, så han/hun opnår forudsætning for at kunne handle ud fra disse.


Delmål:

  • at diabetikerens nærmeste pårørende får tilbudt mulighed for at deltage i en del af den tilrettelagte undervisning.
  • at diabetikeren ved deltagelse i gruppeundervisningen, får mulighed for at udbygge og ajourføre sin viden.
  • at diabetikeren får en viden, som giver mulighed for videre bearbejdning af de konsekvenser, som sygdommen evt. kan medføre for livsstil og livsmuligheder.
  • at underviserne i valg af undervisningsmetoder og pædagogik tager udgangspunkt i deltagernes forudsætninger, forventninger og behov.

Undervisningsprogram for gruppeundervisning i diabetesskolen:

Sted:
Kurserne skal afvikles på sygehusene i Herning og Holstebro.

Kravene til de fysiske rammer:

  • at der er mulighed for fælles undervisningsfaciliteter og undervisning i mindre grupper.
  • at der er mulighed for at lave mad og spise sammen i et egnet køkken.
  • at der er mulighed for fysiske aktiviteter (motion/gymnastik/gåture).


Antal deltagere:
10-12 deltagere.

Tid:
Undervisningsprogrammet afvikles:

  • enten på ugens 5 hverdage fra kl. 08.30 - 14.30 = 30 timer
  • eller i moduler, der afvikles over længere tid.
  • eller i kortere emnerelaterede kurser.


Undervisere:

  • sygeplejersker (ansvarlig for henvisningerne, planlægning af hold, aftaler med undervisere, booking af lokaler m.v.)
  • diætist
  • læger


ad hoc:

  • fodterapeut
  • psykolog
  • socialrådgiver
  • fysioterapeut


Undervisningsform:
Med udgangspunkt i erfaringspædagogikken vil undervisningen veksle mellem oplæg, diskussion og udveksling af erfaringer.
Undervisningen vil indeholde flere praktiske øvelser f.eks. forskellige motionsformer, og praktisk madlavning mhp. at se og vurdere virkiningen på de målte blodsukre.

Målgruppe for diabetesskolen:

  • personer med Type 1 diabetes, både som nyopdaget og som længerevarende.
  • diabetikeren, som ønsker at få en større viden og forståelse for diabetes.
  • diabetikeren, som ønsker at få sin viden om diabetes ført ajour.
  • diabetikeren, som ønsker en bedre regulation af sin diabetes.
  • diabetikeren skal som hovedregel være selvhjulpen.
  • diabetikeren skal som hovedregel selv sørge for transport til og fra skolen.


Henvisning og visitering:
De praktiserende læger og diabetesteamene i Ringkjøbing Amt, kan henvise til diabetesskolen. Teamet, der er ansvarlig for undervisningen, har visitationsretten.
Det forventes, at der ved henvisning er taget stilling til, om diabetikeren kan profitere af gruppeundervisningen.

Behandling:
Arbejdsgruppen foreslår at der skal tilbydes mulighed for en regulation af diabeten i forbindelse med skoleophold. Dette vil kræve, at en læge har mulighed for at følge holdet og møde ½ til ¾ time dagligt (f.eks. ved dagens start eller dagens slutning) mhp. at tage stilling til døgnprofiler og evt. insulinjustering. Opfølgning skal ske hvor diabetikeren normalt går til kontrol.

Patientstatus:
Deltagerne i diabetesskolen betragtes som indlagte dagpatienter.


Antal skoler per år:
6 hold årligt.

Emneoversigt:

  • Hvad er diabetes? - Sygdommens natur og konsekvenser for livsstil og livsmuligheder.
  • Insulinoptagelse, injektionsteknik, injektionssteder.
  • Kost for diabetikere.
  • Senkomplikationer - Hjemmekontrol - diabetesdagbog
  • For højt og for lavt blodsukker - Sygdom og stress.
  • Hvordan forholder diabetikeren sig til motion, fest og rejser?
  • At leve med diabetes.
  • Fodpleje.
  • Sociale forhold, forsikringer, kørekort, love, uddannelse, tilskud m.v.


Ovenstående emner er i dette oplæg ikke uddybet nærmere, men arbejdsgruppen ligger inde med et forslag.

Fokusgrupper:
Arbejdsgruppen foreslår at diabetesskole kan tilpasses grupper med et specielt behov.

  • nyopdaget type 1 (indenfor 1 år efter debut).
  • diabetikere med graviditetsønske.
  • diabetikere med uvarslede hypoglykæmitilfælde.
  • sportsentusiaster.
  • synshandicappede
  • "sommerskole" for 18-25 årige, f.eks. ved stranden.


Overvejelser:
Arbejdsgruppen har drøftet muligheden for at undervise Type 1 og Type 2 diabetikere sammen. Dette ville give mulighed for at samle aldersopdelte hold.
I dag kan det være svært at skelne om diabetikeren er Type 1 eller Type 2, da mange af Type 2’erne får insulin.
På længere sigt ser vi, at det kunne være praktisk at lave en samlet diabetesskole, der skal varetage undervisningen af begge typer, enten hver for sig eller samlet.


Bilag 2:

Mulighed for psykolog bistand til type 1 diabetikere

Diabetikeren lever med sin kroniske sygdom døgnet rundt og året rundt.
At få en kronisk sygdom giver samtidig patienten et tab. Mange aspekter, der tidligere blev taget for givet, fungerer ikke længere i situationer med kronisk sygdom.
Diabetikeren skal forsøge at få integreret hensigtsmæssig diabetesadfærd i sin dagligdag.

Nogle mennesker ser dette som en udfordring og finder hen ad vejen en måde at leve med sygdommen på, så den fylder mindst muligt. Kontroltabet bliver reduceret herved. Andre vægrer sig ved at acceptere opgaven, og forsøger at fortrænge dens eksistens. Kontroltabet blever herved ganske langsomt større. At få bearbejdet de psykologiske grunde til vægring ved accept og manglende compliance hos nogle diabetespatienter, har derfor vist sig både vigtigt og nødvendigt for at hjælpe flest mulige til at leve et godt liv med diabetes.

Nogle diabetikere oplever det ikke problematisk at efterleve diabetesvejledning indenfor kost og motion. Men når de ønskede/forventede resultater gang på gang udebliver, står disse diabetikere ofte opgivende og afmægtige tilbage og flere efterlyser mulighed for psykologhjælp i denne situation.

En del diabetikere efterlyser muligheden for at tale med en psykolog i forbindelse med sygdomsdebut. Vi har i amtets ambulatorier ikke mulighed for at henvise til psykolog. Det vi i dag gør, er at anbefale diabetikeren at tale med sin praktiserende læge om at få en henvisning til en privat praktiserende psykolog.

Der er mulighed for at få tilskud til psykolog samtaler, hvis man indenfor det sidste halve år har fået en kronisk sygdom.

I klinikken opleves ofte, at reaktionen på at have fået en kronisk sygdom først kommer efter et halvt års diabetes. Mange unge oplever en længere remissionsfase, hvor det ikke stiller så store krav at være velreguleret.

I mange tilfælde hjælper vi diabetikeren ved at være åbne overfor patientens problemer. I svære tilfælde er diabetesteamet ikke i stand til at hjælpe diabetikeren.

Det ville være ønskværdigt om der var:

  • mulighed for at henvise til psykologsamtale direkte fra ambulatorierne.
  • at vi i amtet havde samarbejde med én psykolog, der har særlig interesse for og indsigt i, hvordan man lever med en kronisk sygdom og specielt diabetes.
  • at der kan dispenseres fra ½ års reglen.
  • at medlemmer af diabetesteamet har mulighed for supervision ved psykolog i forbindelse med særligt vanskelige tilfælde.
Gem siden som favorit
Webmaster: Lars Dudal Madsen
FlexCMS