Metabolisk syndrom

Metabolisk Syndrom er blevet et synonym for livstilssygdom bl.a. forårsaget af dårlige kostvaner, overvægt, rygning og manglende motion, hvilket disponerer til diabetes, Hypercholesteromi, hypertention og hjerte- karsygdomme.

En ting er at opspore og behandle diabetikerne, men det vil alt andet lige være bedre at forbygge og i den sammenhæng er det relevant at sætte det i en større sammenhæng.

Egen læge kan måle vægt, BT og evt. glucose og laboratoriet kan bidrage med flere analyser, som kan belyse biokemiske risiskofaktorer.

1.         Den fastende patient:

    a. glucose 
    b. Cholesterol, LDL, HDL og Triglycerid
    c. CRP.

2.         Den ikke fastende patient:

                        a. HbA1C
                        b. Cholesterol og HDL
                        c. CRP.

 

a.   Diabetes:

Det optimale er at måle et fasteblodsukker og gerne taget som venøst- Plasma Glucose og analyseret på laboratoriet.
I erkendelse af at mange patienter ikke er fastende er HbA1C velegnet selvom analysen ikke altid giver fuld overensstemmelse med faste blodsukker og glucosebelastning. Se afsnit om Diagnostik af diabetes.

b.   Cholesteroler m.m.:

LDL udgør ca. 2/3 af total cholesterol. HDL udgør ca. ¼ af total cholesterol. Triglycerider udgør resten, dog således at kun en del af Triglyceriderne indgår i total cholesterol.

          Som behandlingsmål kan man bruge følgende pædagogiske mål:

          1. HDL skal være større end                            1 mmol/L

          2. Triglycerid mindre end                                 2 mmol/L

          3. LDL mindre end                                           3 mmol/L

          4. Total Cholesterol/HDL mindre end                 4

          5. Total Cholesterol bør være mindre end          5 mmol/L.

I Cardio-vaskulær sammenhæng er samspillet mellem LDL og HDL det væ- sentlige. Forholdet bør være mindre end 3:1.

 

c.         CRP:

            Bruges normalt som infektionsmarkør i den høje ende.

Som høj-sensitiv metode er CRP imidlertid også brugbar som risikomarkør for en lang række sygdomme, her i blandt cardio-vaskulære sygdomme. CRP er ikke specifik for bestemte sygdomme, men er til gengæld yderst sensitiv, eksempelvis er CRP klart højere hos rygere end ikke rygere.
CRP danner kompleks med LDL og optages i makrofagerne og danner skumceller som senere udvikler plaque og atherosklerose.
Er CRP større end 3 mg/L er risikoen for cardio- vaskulære sygdomme mere end dobbelt så stor i forhold til personer, hvor CRP er mindre en 1 mg/L.
En lav CRP er en dog garanti for ikke at have en lang række maligne lidelser.

 

                                                                                                                   Ole Aagaard