Ordforklaring

Også kaldet langtidsprøve.

Er et mål for det gennemsnitlige blodsukker-niveau de sidste 8-12 uger.
Når det gælder om at undgå diabetiske følgesygdomme, spiller HbA1c en meget væsentlig rolle.
HbA1c bør måles minimum 4 gange årligt.
HbA1c bør hos diabetikere mellem 0 og ca. 6 år ligge på højest  9,0 %og hos diabetikere på ca. 6 år og derover på  8,0 % eller mindre men uden at blodsukrene samtidig bliver for lave.
Det er ofte nødvendigt at opstille individuelle mål for den enkelte diabetiker, specielt de helt små børn og unge i fuld pubertet.

Til undersøgelsen skal anvendes få dråber blod, som “opsuges” i et lille hårrør.
Der stikkes enten i en finger eller øreflippen.
Analysen kan laves af diabetikeren selv, men også på Laboratoriet.
Svar på langtidsprøven udkommer oftest efter 1 døgn - ved hjemmemåling, varer det dog oftest 2-3 dage.
Prøvetagningssæt samt vejledning i hjemmemåling gives af diabetessygeplejersken.

Udregning af gennemsnitsblodsukkeret udfra HbA1c-svaret:
Du ganger svaret med 2 og trækker 6 fra.

Vær opmærksom på, at man ikke umiddelbart kan sammenligne sine HbA1c- værdier med andre, da der findes flere forskellige målemetoder og der er småafvigelser de forskellige sygehuslaboratorier imellem.

Hvis din langtidsprøve for eksempel er 9 %, svarer det til, at dit gennemsnitlige blodsukker er 12,5 mmol/L. 

Også kaldet urin til undersøgelse for æggehvidestof.

Når man har haft diabetes i nogle år, kan nyrene blive påvirket, men ved god diabetesregulation  og normalt blodtryk er der lille risiko for udvikling af diabetisk nyresygdom (nefropathi).
Ved begyndende nyresygdom udskilles små mængder æggehvidestof i urinen, såkaldt mikro-albuminuri. På dette tidspunkt kan forandringerne “forsvinde” igen ved forbedret diabetesregulation og evt. behandling.
Hvis der udskilles for meget, forsøges diabetes regulationen, dvs. HbA1c-værdien - gjort bedre over ca. ½ år. Hvis dette ikke lykkes, startes medicinsk behandling med blodtryksnedsættende medicin, der kan hindre videre udvikling af nyresygdommen.
Det er vigtigt, at blodtrykket kontrolleres hyppigt og holdes normalt.

Til undersøgelsen udleveres glas, registreringsseddel og vejledning af sygeplejersken.
Nogle gange drejer det sig om en tilfældig ladt urin (spoturin) andre gange opsamles naturin eller en døgnurin.

Diabetisk nervesygdom (neuropathi) er hyppig i voksenalderen efter mange års diabetesvarighed.
Hos børn og unge forekommer sygdommen meget sjældent, men tidligere forandringer findes allerede i denne aldersgruppe.
Ved tidlig opsporing og behandling kan udbredningen af den diabetiske nervesygdom formentlig stoppes.
Behandlingen består i forbedring af den diabetiske kontrol, dvs. HbA1c-værdien.

Ved undersøgelsen (såkaldt biothesiometri) måles nervernes ledningsevne, dvs. følesansen.
Undersøgelsen er ikke ubehagelig. Apparatet består blandt andet af et håndtag, der vibrerer med forskellige hastigheder. Håndtaget hviler på højre storetå, og man skal sige til, år vibrationen netop føles.
Dette punkt kaldes tærskelværdi for vibrationssans.
Værdien bør ligge under 8 volt, men er dog afhængig af diabetikerens alder.

Diabetisk øjensygdom (retinophati) er almindelig efter mange års diabetesvarighed.
I starten mærker man ikke, at forandringerne i øjenbaggrunden er tilstede.  Først på et sent tidspunkt vil selve synsfeltet blive berørt, og da vil det oftest være for sent at behandle.
Det er derfor vigtigt at få øjnene undersøgt regelmæssigt, eksempelvis hvert eller hvert andet år, for begyndende diabetiske øjenforandringer, så man tidligt kan behandle og undgå ven videre udvikling af sygdommen.
Behandlingen af øjenforandringer er god diabetes-regulation - vurderet udfra HbA1c.
Ved synstruende øjenforandringer gives laserbehandling.

Ved undersøgelsen hos øjenlægen laves først en almindelig synsprøve  og dernæst dryppes øjnene, sådan at pupillerne bedøves/udvides. Efter ca. ½ time laves enten opthalmoskopi, hvor øjenlægen kigger gennem pupillen ind på øjenbaggrunden (nethinden), eller fundus-fotografi, hvor der tages billeder af øjenbaggrunden.