Diabetes sygdommen

Diabetes mellitus (DM) betyder ”sød urin” og hentyder til at man i gamle dage stillede diagnosen ved at smage på patienternes urin som smagte sødt.
Årsagen til at urinen smager sødt er at den ved DM indeholder sukker og årsagen hertil er, at nyrernes grænse for at holde sukkeret tilbage i kroppen er overskredet. Blodet indeholder simpelthen for meget sukker.
Hos raske mennesker reguleres blodets indhold af sukker indenfor meget snævre grænser. Kroppen regulerer dette med insulin, som dannes i nogle specielle celler i bugspytkirtlen, som er placeret bagtil i midten af maven. Når et menneske spiser mad med sukker i og dette sukker optages i kroppen, udskiller disse celler hurtigt en meget afmålt mængde insulin som gør, at blodsukkeret holdes konstant. Sukkeret vandrer fra blodet ind i kroppens celler ved insulinets hjælp – her bliver sukkeret brugt som den mest almindelige energikilde, som gør at kroppens celler kan arbejde normalt.

Der findes flere forskellige former for DM alt efter hvor der er fejl i insulinets funktion.

Ved den almindeligste form (95 %) for DM hos børn og unge går de celler, som producerer insulin, til grunde. Kaldes også type 1 DM. Man ved ikke hvorfor, men man mener at man har en medfødt tilbøjelighed til at udvikle DM.
Selvom man har arvet tilbøjeligheden til DM er sandsynligheden for at få DM ikke særlig stor. Man mener at det er en udefra kommende påvirkning, som starter sygdomsprocessen fx en virusinfektion. De insulinproducerende celler går gradvis til grunde. I starten kan de resterende celler ”følge med” og producerer mere insulin, men efterhånden som tilstanden udvikler sig kommer kroppen i insulinunderskud.

Kigger man på mennesker i alle aldre er den mest almindeligste form for DM, den man kalder type 2 DM eller mere almindeligt alderdomsdiabetes og hentyder til, at det oftest drejer sig om ældre mennesker eller i hvert fald mennesker over 40-50 år. Type 2 DM hænger nøje sammen med overvægt og kan i visse tilfælde behandles med udelukkende diæt, hvor man begrænser sukkerindholdet i maden.
Man har talt meget om at man i fremtiden vil se flere tilfælde af type 2 DM hos børn og unge fordi overvægt er et tiltagende problem blandt børn og unge i den vestlige verden. Ved type 2 DM har men en bevaret insulinproduktion, men celler i kroppen er ikke så følsomme for insulin – ”det er svært for insulinet at få sukkeret ind i cellerne”. Ved diæt og vægttab kan cellernes følsomhed bedres.

Resultatet ved de to former for DM er stort set det samme – nemlig at sukkerindholdet i blodet bliver for højt. Dette er også resultatet ved mere sjældne former for DM.

Når blodsukkeret er for højt udskilles sukkeret i urinen, hvorfor man i forbindelse med konstatering af sygdommen finder sukker i urinen ved ”stixundersøgelse”. Sukker i urinen giver muligheder for infektioner med bakterier og svampe. Svampeinfektion i skridtet kan derfor ses i forbindelse med start af DM og især hos piger, som får rødme og kløe i skridtet evt med udflåd.

Når urinen indeholder sukker ”trækkes der vand ud af kroppen”, hvilket gør at man kommer i væskeunderskud. I starten kompenserer patienten ved at drikke mere væske, hvilket gør at øget tørst og væskeindtag er et symptom som alle patienter præsenterer. Børn kan finde på at stå op om natten for at drikke. Det store væskeindtag giver store mængder urin – børnene begynder at tisse mere. Nogle børn som tidligere har været renlige om natten kan begynde at tisse i sengen om natten. ”Blebørn” kan begynde at ”tisse igennem bleen om natten”. Børnene kan dog ikke følge med i længden hvorfor de begynder at tabe sig. Når børnene bliver indlagt er det ikke ualmindeligt at de har tabt mere end 10 % af deres vægt. Et ikke-tilsigtet vægttab hos et barn bør derfor føre til undersøgelse for DM, hvilket jo nemt kan gøres ved stixundersøgelse af urinen (sukker i urinen).
Manglen på insulin gør at cellerne ikke får nok energi tilført. De benytter sig derfor af andre måder at skaffe sig energi på. Det lyder paradoksalt, da blodet jo indeholder store mængder sukker. Men sukkeret kan ikke komme ind i cellerne, hvor det skal bruges. Den anden form for energiudvinding som cellerne bruger er dannelse af ketonstoffer. Disse stoffer udskilles også i urinen og kan også konstateres ved stixundersøgelse. Raske mennesker laver også ketonstoffer fx under faste eller i perioder, hvor madindtaget er væsentligt nedsat fx under en voldsom maveforkølelse. Hos DM-patienter produceres ketonstoffer gennem længere tid. Dette bevirker at kroppens surhed ændres til at blive mere sur. Dette gør at en lang række af kroppens funktioner aftager.
Surheden kan give symptomer i form af opkastninger og mavesmerter.
Under febersygdom øges kravet til kroppens energiforsyning og det er ikke ualmindeligt at en almindelig banal virusinfektion accentuerer symptomerne og forværrer tilstanden væsentligt. Det er derfor ikke ualmindeligt at det er her DM bliver opdaget i forbindelse med lægekontakt.
Et barn med nyopdaget DM skal altid indlægges med det samme på den nærmeste børneafdeling til behandling.
Selvom DM er sjældent hos børn bliver langt de fleste børn opdaget rimeligt hurtigt. Det er dog ikke så ofte at man som læge overvejer DM hos børn ned til 8-9 måneder gamle, men de findes.

Når barnet bliver indlagt drejer det sig i første omgang at genoprette kroppens naturlige funktioner. Da tilstanden tit har været lang tid undervejs kan det tage 2-3 dage før krppen fungerer normalt igen – man er nødt til at gøre det langsomt.
Væskeunderskuddet skal genoprettes.
Barnet mangler insulin og dette tilføres som injektioner enten lige under huden eller direkte i blodbanen.
Når kroppens funktion er normal fortsætter man med insulinbehandling i form af injektioner med insulin. Afhængig af barnets alder og dets forståelse for sygdommen vælges den behandlingsform som passer bedst.

Børn under 10-12 år behandles som regel med insulininjektioner to gange dagligt, mens ældre børn og unge behandles med injektioner til hvert måltid, hvilket minder mest om kroppens naturlige måde at bruge insulin på.

Efter barnets udskrivelse bliver barnet fulgt i Børneambulatoriet af Børneafdelingens Diabetesteam, som består af diabetessygeplejersker, diætist, socialrådgiver, psykolog og læger.
På landsplan er der ca 1500-2000 børn (under 18 år) med DM. I Herning følger vi ca 120-130 børn. Hvert år får ca 10-15 nye børn DM; men det svinger, idet vi i 2004 fik hele 23 nye børn med DM.
I Ambulatoriet bliver insulinbehandlingen tilpasset til barnets dagligdag på baggrund af de blodsukkerværdier, som måles flere gange dagligt. Derudover måles en blodprøve som siger noget om det gennemsnitlige blodsukkerniveau gennem de sidste 4-6 uger (langtidsprøve eller HbA1c). Man holder øje med om der er tegn på komplikationer til barnets DM.

Insulinbehandlingen kan aldrig blive ligeså perfekt som kroppens egen måde at bruge insulin på. Folk med DM har derfor en risiko for at få problemer med nogle af kroppens organer efter mange års liv med DM.
Det er vigtigt at opdage disse problemer tidligt, idet man så har en mulighed for at få problemerne til at forsvinde igen eller i hvert fald bremse udviklingen og støtte op om organets funktion med medicin eller operation.
Hovedproblemerne er

Nyreproblemer
En gang årligt kontrolleres nyrernes funktion. Dette gøres ved at måle på proteinindholdet i urinen. Bliver dette for højt er det et tegn på at nyrerne ikke har det godt. Er patientens blodsukkerniveau for højt kan nyrernes funktion bliver normal igen, hvis reguleringen bedres – især hvis det opdages i tide. Man kan også støtte op om nyrernes funktion med medicin og eventuelt behandle forhøjet blodtryk, som også er skadeligt for nyrerne. Hvis nyreproblemerne ikke opdages i tide kan nyrefunktionen med tiden blive så dårlig at man bliver afhængig af dialyse.

Øjenproblemer
Mennesker med DM bør gå til øjenlæge ca 1 gang årligt. Efter mange år med DM kan man få problemer med øjenbaggrunden, hvor selve synsevnen er tilknyttet – man kan få blødninger. Forstadier til dette kan opdages tidligere og hvis reguleringen bedres kan øjets funktion normaliseres. Er der blødninger kan udbredelsen begrænses og stoppes ved laseroperation. Bliver der ikke holdt øje med øjnenes funktion kan det resultere i uoprettelige skader på øjets funktion og i værste fald blindhed.

Nerveproblemer
Her går det udover følesansen, hvilket kan betyde at man ikke kan mærke om fx sko passer på foden. Er dette problemet kan fodtøjet ”gnave hul” i huden og give alvorlige fodsår, hvor der kan gå betændelse i og give helingsproblemer. Også her gælder det at jo bedre reguleringen er, des mindre er risikoen for at få disse problemer.

Åreforkalkning
Folk med DM udvikler hurtigere åreforkalkning end raske. Igen gælder det at jo bedre reguleringen er, des mindre er risikoen. Endvidere sætter man tidligere ind med medicinsk behandling af åreforkalkning.
Hvis man ikke holder øje med dette, betyder åreforkalkningen at blodforsyningen til fx fødderne kan blive et problem. Tages der ikke hånd om problemet kan det i værste fald blive nødvendigt fx at amputere en fod.

På trods af ovenstående lidt dystre beskrivelse af sygdommen er det vores indtryk og også vores mål med behandlingen at de fleste børn og unge med DM lever et så normalt liv som muligt om end med få forholdsregler.
Mulighederne for dette er gode og bliver hele tiden bedre med nye behandlingsformer som fx insulinpumpe og mere pålidelige insulinpræparater.

På Diabetesteamets vegne
Overlæge
Per Kjærsgaard
31. januar 2006